Jeg glemte næsten at betale for opholdet i dag. Var nået omtrent 100 meter op ad gaden, og det føltes som om at jeg havde glemt noget. Og så slog det mig, at alberget var “donativo”. Jeg puttede €5 i bøssen plus mine små-mønter.

Det har været koldt i nat. Jeg havde allerede taget de lange underbukser på i seng, men jeg vågnede i løbet af natten og frøs. Så t-shirten kom på. Jeg vågnede igen, og denne gang kom den langærmede på. Så jeg var lidt spændt på vejret, da jeg gik ud af byen.

Det fin-regnede lidt op mod Foncebadon, men ikke så meget at regntøj var nødvendigt. I Foncebadon nappede jeg en kop the i en slags alternativt albergue/bar. Bagefter var det tid til at bruge regnjakken som vindjakke, og jeg fandt altså også vanterne frem. Op mod Cruz de Ferro begyndte det at regne lidt mere. Heldigvis kunne jeg sidde i ly deroppe mens jeg fin-tænkte lidt.

Jeg fik lagt min egen sten i bunken. Den ret så store bunke af sten. Traditionen med at lægge sten på bjergtoppe er en gammel keltisk tradition for at behage bjergets guder. Så har den katolske kirke klasket et kors på en pind og placeret midt i bunken, og så er traditionen pludselig okay med kirken. Smart 🙂

Da jeg gik videre begyndte det at regne mere for alvor, og med tilhørende blæst. Jeg kom forbi Manjarin med Tomas’ albergue med tempelriddere. Selvom at det regnede, så det dog så skummelt ud, at jeg ikke ville ind og have en cola-pause. Det var slet ikke samme indtryk man fik som på TV. Hans brænde-kastende nabo Jesus havde iøvrigt fået ny bil.

Hvis man gerne vil bo som eneboer så virker det dog lidt aparte at slå sig ned lige op og ned af caminoen, hvor flere tusinder kommer forbi. Men måske husene er billige i en ruinby.

Pludselig på toppen var regnen stoppet, og da jeg rundede et hjørne på stien lettede skyerne, og solen kom frem og man kunne se hele dalen under sig. Første by efter nedstigningen var El Acebo, og her var en lækker bar. Jeg fik en “bocadillo clasico”. Det var med omelet med skinke. Og herefter mere nedstigning. Det meste af dagen foregik på rullesten og skærver.

Pludselig midt ude i ingenting mødte jeg en siameserkat, som sad på en klippeblok og kiggede på mig. Den var vist noget langt væk hjemmefra.

Nede i Molinaseca stoppede jeg ved baren lige efter broen, nede ved floden. Fik en portion “croqetas” og en cola mens jeg overvejede verdenssituationen. Tjeneren kildede mig, da han kom med mine croquetas og cola. Det er en mand!

Det gav ikke rigtig mening at fortsætte til Ponferrada, hvis jeg ville stoppe i Villa-franca del Bierzo. Så ville i morgen blive alt for kort. Så i dag er vandringen slut efter kun 22 kilometer, men alligevel er klokken blevet 15:45 da jeg checkede ind på Albergue Santa Maria. Men der havde jeg jo også pauset den i et stykke tid.

Alberguet ligger dog et pænt stykke udenfor selve byen, så det var lige før at jeg troede at jeg havde overset et skilt på vejen.

I dag fik jeg en længere snak med min spanske ven Gregory fra Logroño. Han taler meget. Dog mere spansk end engelsk. Men med lidt fagter kommer vi dog frem til meningen. Han var startet i Logroño ved at gå ud ad sin dør. Han gik meget op i hvilken ugedag han kunne deltage i pilgrimsmessen i Santiago. Søndag skulle tilsyndeladende være bedst, og derefter lørdag. Om nogle år ville han så gå turen fra Saint Jean Pied de Port til Logroño. Han han havde ikke tid til hele turen på een gang. Jeg tror at han var gået afsted fra Logroño d. 23., og jeg forlod selv Logroño d. 25. Han står op hver dag mellem kl. 4 og 5 for at gå i de kølige morgentimer. Eller nattetimer som jeg kalder det tidspunkt.

Der er altså lidt koldt i dag. Eller jeg fryser ihvertfald. Der er sikkert omkring 20 grader. Gregory viste mig vejrudsigten for Ponferrada i morgen, og de lover vist delvist skyet og op til 21 grader. Sådan skulle det vist fortsætte et par dage endnu. Men det kan jo sagtens skifte når næste bjergkæde passeres om to dage.

Det ser stadig ud til at det kan lykkes med Villa-franca del Bierzo i morgen, O Cebreiro i overmorgen, og så en lidt lang dag med 30 km. til Samos. Herefter er der ikke flere planer frem til Santiago.

Gregory kom lige forbi, og forklarede om vejen i morgen. Der er en kort og en lang camino i morgen. Jeg tager den korte. Dagen bliver lang nok, og jeg tager ikke skade af den lille bitte smule trafik der kommer på de her små veje. Det er altså okay at skyde lidt genvej på den her måde. Gregory og hospitaleroen siger at alberguet i O Cebreiro ikke er særligt godt, og der skulle være et godt et i byen lige inden. Jeg overvejer lige hvad jeg gør. Det er først i overmorgen. Og jeg kan jo se hvad fødderne siger når vi nærmer os.

Jeg har glemt at spise de yoghurt som jeg købte til aftensmad, så de kan blive til morgenmad i stedet.