Kroppen er ved at være træt. Jeg kan mærke det når jeg vandrer. Tempoet er ikke længere så højt. Man ser heller ikke så tit dem som går rigtigt hurtigt. Dem som har overhalet mig skulle jo være blevet erstattet af nogle nye bagfra. Så de fleste begynder nok at kunne mærke kilometrene i fødderne og benene. Mine knæ kan også stadig huske nedstigningen fra i går. Så jeg skal bare være lidt forsigtig når jeg går nedad.

2. morgenmad/frokost er her i Cacabelos. Klokken er omkring 11, og jeg har gået siden kl. 6 med kun en enkelt the-pause i Ponferrada, og en lille pause senere også.

Jeg stod op mens det egentlig stadig var nat. Jeg vågnede, og kunne ikke falde i søvn igen. Og så kunne jeg jo lige så godt stå op og begynde at gå. Det var ikke noget problem at gå i mørket, for jeg skulle jo bare følge vejen det første stykke. En større flok italienere var også stået tidligt op. Jeg ved ikke helt hvorfor, for de stod bare på terassen og snakkede.

De sidste 8 km. fra Cacabelos til Villafranca del Bierzo gik okay. Jeg kom naturligvis til at tage den lange, men pæne rute. Det var altså ikke med vilje.

Jeg blev overhalet af en amerikaner på vej ud ad byen. Jeg har naturligvis glemt hans navn igen. Han udnævnte Gregory til “Kongen af Snorkerne”. I nat snorkede han så rummet nærmest vibrerede. Det kommer nok ikke til at ske igen i nat, for her på albergue Ave Fenix er der ikke noget med at stå op før kl. 6:30, og Gregory ville jo helst afsted mellem kl. 4 og 5.

Jeg mødte et par tossede tøser fra Holland på det sidste stykke ind til byen. De jagtede et firben for at tage et billede af det. Held og lykke med det 🙂 De bor også her på alberguet.

Fødderne har det egentlig forbløffende godt i dag. Normalt når dagen er slut og støvlerne kommer af, kan der godt gå et kvarters tid eller mere før end fødderne holder op med at gøre ondt. Og det er slet ikke tilfældet i dag.

Jeg har meldt mig til aftensmad i dag. Så er jeg da ret sikker på at få noget at spise. Det er billigt og det bliver sikkert også hyggeligt.

Jeg skal vist have fat i Bertelsen og Danmarks Radio. Det er jo den ene tossefabrik efter den anden de har boet på. Spaniolerne og italienerne har allerede gang i den vildeste fest og er spritstive.

Sengene passer godt i længden til folk som stoppede med at vokse før de blev 10 år. Jeg skal jo heldigvis kun være her en enkelt nat, så er det jo bare at knibe ballerne sammen.

Byen er ikke den mest ophidsende. Nogle af de andre byer har været mere interessante at kigge rundt i.

Den bedste kommentar på turen tror jeg bliver den fra den amerikanske pige på stykket mellem Estella og Los Arcos; “Do you want some vaseline?” Ja hvad svarer man nærmest til sådan et tilbud ude midt i ingenting? Den bliver ihvertfald svær at overgå 🙂

Nogle gange bor man godt nok nogle steder hernede, som næppe ville blive godkendt som menneske-bolig af myndighederne hjemme i Danmark. Jeg tror at man kan hive en nogenlunde fornuftig omsætning hjem, hvis man har 40 senge til €7-8 om dagen. Man skal bare bruge et rum hvor man kan stoppe flest mulige senge ind, så har man en god start.

Efter at have badet her på Ave Fenix husker jeg hvor meget jeg trænger til hostel og varmt vand i meget store mængder. Det bliver nærmest kun til en klatvask, når der kun kommer små mængder lunkent vand ud af bruseren ad gangen. Jeg har dog ikke nogle aktuelle hostel-planer før Santiago. Der trænger både jeg og tøjet nok til en ordentlig vask, så jeg kan være bekendt at sidde ved siden af andre mennesker i flyet hjem.

Jeg er vist også kommet frem til den konklusion, at jeg ikke tager til Finnisterre. Jeg har godt nok en ledig dag til det, men jeg vil ikke bruge 2-3 timer i en bus, som jeg kunne bruge bedre i Santiago på en cafe, og måske gense nogle af alle de mennesker som jeg har mødt undervejs. Sådan efterhånden som de kommer “i mål”. De fleste er jo nok en dag eller to bagefter mig.

Og jeg trænger nok også til at slappe af en enkelt dag før end at jeg skal rejse hjem.