Dag 6 – Los Arcos – Logroño

I aftes lærte jeg navnet på manden i det tyske ægtepar, som også boede på værelset. Det var “Heinz tu dies, Heinz nicht das”. Jeg tror at han var lidt under tøflen. Og på en eller anden vis  lykkedes det dem at rumstere i noget nær 20 minutter efter at lyset var slukket.

På den tid kunne jeg have pakket min sæk både ud og ind to gange. Og sikkert larmet mindre.

Stefan var smuttet før mig, så jeg satte ud alene i et okay tempo. Efter omkring to timer havde jeg indhentet ham i Torres del Rio. Jeg så ham et stykke væk, men tænkte at jeg bare ville holde mit eget tempo. Og da han så holdt en lille pause ved broen, så nåede jeg op til ham.

Vi fulgtes ad hele dagen i et adstadigt tempo. Lidt udenfor Viana hilste vi på hollandske Anke, som vi også havde spist aftensmad med tidligere. Hun ville overnatte i Viana, så måske var det sidste gang vi hilste på hende. Stefan og jeg spiste frokost i Viana, og “snuppede” så de sidste 10 km. til Logroño. Vi ville gerne have et hotel igen, og fandt til sidst Hotel Isala med enkelt-værelser til €35. Det var okay, og de var med bad. Så et bad og en lille lur, og så ud og se katedralen, og bagefter en is inden aftensmaden.

Jeg kunne ikke rigtig spise noget, selvom at det var ret lækkert. Asparges fra Tuledo til forret, og entrecôte til hovedret. Og så naturligvis et glas vin fra Rioja.

Planen for i morgen er muligvis Nájera. Stefan er dog ikke vild med at hans tyske pilgrimsguide ikke rigtig anbefaler så mange gode overnatningssteder i byen. Men byen lyder interessant, og passer godt ind i min plan, så vi må se.

I dag har iøvrigt været ret varm. Da vi spiste omkring 19-tiden var her stadig 32 grader. Jeg løb tør for vand inde i byen, så jeg må huske at fylde på undervejs i morgen.

2012-05-24 18.52.25

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.