Det var en skøn morgen. Ingen regn eller udsigt til regn. Da jeg kom ud af Melide stod disen stadig over markerne.

Jeg havde nær trådt på en fugl på stien. De er ret så nysgerrige.

Der er kommet flere unge spaniolere på vejen. De hopper og danser nærmest afsted. Men de har jo heller ikke gået ret langt 🙂

Første pause kom naturligvis ikke i en fart. Og da den kom måtte jeg nøjes med to færdigpakkede donuts. Jeg kom alt for hurtigt ud af Arzua, så jeg nåede ikke at standse ved en bar. Ikke langt udenfor Arzua mødte jeg danskeren fra i går, så jeg slog mig ned og snuppede en müslibar.

Heldigvis kom Calzada ret hurtigt, og her var en fin bar hvor jeg kunne få en bocadillo con queso. Jeg delte lidt af osten med den lokale kat, som havde slået sig ned ved samme bord. Jeg er omkring 32 km. stenen, så jeg regner med kun at gå 5-7 km. mere før jeg begynder at lede efter et albergue.

Det blev naturligvis lidt flere kilometer alligevel. Og jeg har lært at man ikke nødvendigvis skal tage det første albergue. Det ligger lige ud til hovedvejen. Heldigvis er der en lille bar ved siden af, og de har wifi. Og jeg skal jo bare være her en enkelt nat 😉 Jeg kan gå en tur op og se om der er noget rigtigt by, og ellers er det heldigvis snart sengetid.

Den billet hjem som jeg havde kigget på er naturligvis steget fra 2.000 kr. til 3.300 kr. Så nu ser det ud til at jeg tager til Hamborg i stedet, og så henter min far mig der. Alternativet er vist at flyve ud lørdag, og så en overnatning i Barcelona, og så direkte til Aalborg. Det lyder også tiltalende.

Nu fik jeg taget beslutningen om hvordan jeg skal komme hjem. Det bliver via Barcelona. Og så en nat på Etap-hotellet nærmest lufthavnen. Jeg er spændt på om de checker min bagage ind, så jeg ikke ser den før Aalborg. Må hellere huske at have et par kontaktlinser i lommen.

Jeg har mødt Gregory igen. Han bor her på samme albergue. Faktisk i sengen lige under mig 🙂 Jeg har bedt ham vække mig, når han går. Det er godt nok kl. 4, men så ved jeg da hvad klokken er. Så kan jeg bare stå op når jeg vågner gangen efter.

Jeg talte lige med en østrisk pige som også bor her. Hun havde gået Camino Norte. Så hun synes at her pludselig var fyldt med mennesker. Hun var vant til at der kun var 10-15 stykker i alt i løbet af dagen og på alberguet.