I dag har jeg fået styrket min karakter. Meget.

Dagen startede ellers tåget, men det er der vist nærmest altid i O Cebreiro. Det varierer blot hvor meget. Men ikke længe efter at vi var gået fra alberguet begyndte det at regne, og blæse naturligvis. Jeg havde ikke taget regnbukserne på, så der gik ikke længe før vandrebukserne var gennemblødte. Og så løb vandet ellers ned af benet, ned i sokkerne og videre ned i støvlerne. Så hele dagen er foregået med våde støvler. Og vi konstaterede at Kristines mascara ikke var vandfast 🙂

Da vi begyndte nedstigningen til dalen fandt vi en bar, og delte en portion croquetas. Herefter klarede det op, og vejret blev helt godt. Humøret steg til nye højder, og man glemte næsten hvor elendigt det havde været om formiddagen.

Det sidste stykke ind til Samos var utroligt langt, og meget op og ned. Men især op. Til sidst så vi dog klosteret, og så var det “happy days” igen.

Alberguet er meget specielt. Man kommer direkte ind i sovesalen, som er en slags hvælving under klosteret.

Vi har også været på rundvisning i klosteret. Naturligvis kun på spansk 🙂 Det er kæmpe-stort. Vi var til “vespers” og messe om aftenen. “Vespers” var rigtig fint med gregoriansk sang og det hele. Man stod dog meget op til messe, i forhold til hvad jeg har været vant til tidligere.

Efter messen mødte jeg de to australske piger på baren lige overfor alberguet. De var ankommet samtidig med os, men jeg kunne da huske, at de kun lige var vågnet, da vi gik afsted i morges. De havde taget en taxa det meste af vejen.